Lidt mere mig selv

Dette sendes til Thisted museum
Lokal museet Thisted
Thisted Amts Tidende
Jeg er jo 85 år, men jeg håber at siden vil dække fra 1845 til nu
Hvis du er havnet her og synes det er interesant. Så fortæl det videre. Tak
Jeg er født i Thisted i Nørregade i næsten 20 år boede jeg der.
Jeg gik på Vetre SKOLE FRA 32 TIL 36.
pÅ MELLEM SKOLEN FRA 36 TIL 40
Jeg var soldat i Høvelte i 47 til 48
Jeg var på Breidablik i vintern 52 i holte
Det sidste om bevirkede, at jeg i vinterhalvåret 52 til 53 var ansat som rejsesekretær i en politisk ungdomsforening. .
HVIS NOGEN AF JER ER I LIVE SÅ VILLE DET VÆRE SJOVT AT HØRE FRA JER.
Før jeg kom i skole tilbragte jeg de fleste dage på Asyl, hos frøken Jensen og Helene. Senere kom der hvem Helene er den Helene, som man kan ikke finde hvem var til Thisted bogen, de kunne jo bare have spurgt Museet.Frøken Jensen var rettroende, og det skulle vi jo også være. Men jeg mistede troen på Kristendommen,min barnetro faldt helt væk på det medkorsfæstelsen, det sagde han jo ikke noget om. Siden har jeg fundet ud af, at det sikkert var noget, man har bestemt i Rom. På Asylet fik vi hvert fald fra oktober til april et sundt måltid efter datidens normer, men det skulle jo være billigt også. Det var jo kommunen, der betalte. Det forsætte i skoletiden, lærerne uddelte ansøgninger til det, og så fik vi et kort til Asylet, og så sad vi på den samme plads altid, så kunne de se, at det var denrigtige. De store klasser fra folkeskolen severede maden. Jeg kom der medens jeg gik i folkeskolen men de der gik i Ralskolen forventede man ikke, at de havde det behov. Det kunne jo gså give til drillerier
En rig amerikaner, jeg husker ikke hvem hun var. men hun kom til Thisted med en masse penge. Jeg tror hun var enke, og hun havde sikker spist på asylet, måske både før hun kom i skole og i skoletiden.Pengene var til asylet, jeg håber ikke, at hun nogen sinde så hvad der skete. Pengene blev brugt til et supert børnehave ikke til de fattige. Børnene som fra omkring 35 kommet i stort tal på mellemskole. Nu var mange af dem ude i erhverslivet, så skulle børnene passes, de skulle jo ikke gå for manglende mad. Deres forældre havde for de flest været lige glad med, hvor vaskekonernes børn var henne.
Mine 4 år i folkeskolen var rimeligt. Jeg havde søstre i de ældste klasse, og drenge fra deres klasse passede på mig, så ingen gjorde mig fortæd, jeg var jo den mindste. Vi havde en utolig flink lære til gymnastik, fodbold og svømning alt efter, hvordan vejret var. Hans far en kaptejn fra hæren tilbragte nogle år, som gymnastiklærer for de ældste klaser. Ingen kunne li ham. Vi havde en lærer i bibelhistorie, hun troede på det hun fortalte. Vi havde Ghita nørby bedstefar til sløj, hvor vi stod og savede i takt og alle fik lavet en hylde til kaktuser i tre højder. Han var utilnærmelig, og han gik altid i en skov og en støle i hver sin farve. Den ganmg kunne jeg ikke forstå det, men nu tror jeg, at jeg kan, der var noget galt med hans ene fod. Han fik gratis til den fod, men hvis han ville have til den anden måtte han selv betale. Det fandt han sig ikke tilfres med, så det var en lille protest mod det. I naturlære tror jeg vil kalde det, og mærkelig nok gentog det sig på mellemskolen. Sjovt nok havde de samme efternav. De havde begge to en søn, der hed Jørgen og var født i samme årgang. Begge var uhyre gode til deres job, vi færdes i naturen samlede planter og så på alt, hvad vi fandt. Læreren var meget alsisidig, han fandt sjove Historier fra nnaturen, som vi læste op og talte om.
Vores klasselærer var ikkert konservatv, jeg føler, at han så ned på os fra de fattige hjem.
Han havde ingen børn, men hans kone havde en hel flok de riges børn, de skulle jo have den rigtige opdragelse. De boede omme på Rosenkransgade i et tre etagers stort hus, jeg har ingen ide om, om der boede andre.
Indtil jeg kom på realskolen blev jeg sendt i søndagsskolen, men så sagde jeg stop. Det er jeg glad for i dag, når jeg ved, hvad nogle af lærerne gjorde. Selv selve kaptejnen havnede i fængsel. Jeg husker, jeg var ikke ret stor, men jeg læste aviserne. En dag stor der noget om en af dem, han havde fået em dom for noget, som jeg ikke kunne forstå. Jeg spurgte min far, han avarede, det skal du ikke bryde dig om. Der gik jo nogle år inden jeg forstod det, men det gjorde jeg, da det var en af mine klssekammeraters far. Jeg errinder ikke noget om, at hun blev drillet for det det.
Mine 4 år i realskolen mindes jeg som fornuftig, men set på det i dag, så er det måske anderledes. Jeg mindes et par enkelte episoder i starten, hvor der var en der gjorde et eller andet. Jeg svarede omgående med knytnæve. Han kom jo fra hjem af en anden karakter han forsvandt omgående langt væk. Han var opdraget til,at det gjorde man ikke.Det satte mig sikker, som en man skulle være bange for.
Men jeg undrer mig selv i dag måske endnu mere, når man hører om børns tøj med de rigtige mærker. Men jeg var lille i forhold til de andre, det var fattige børn dengang. Uden at lægge skjul på det, så fik jeg tøjet fra en kammerat, dengang gik vi jo med slips og jakke, så når han krøb ud af tøjet, så passede det mig. Jeg kan huske hans lidt ældre søster lærte mig at knytte slipset, det over 40 år siden jeg sidst har gjort det.
Nu havde jeg gået i mellemsskolen, så jeg skulle på kontor eller ind i handlen. Men alle steder var der optaget, det var venner eller forretningsforbindelser der havde fået jobbet. Eller den anden lov der bestemte, at der måtte ikke være så mange i lære, der skulle være voksne vist nok en for hver. Sikkert rigtig det sidste for nu var der fra 38 en lov, der begrænsede det. Det var jo ikke smart, at når de var udlært så var der ikke mere arbejde i byen. Jeg kan huske en fodboldspiller, der blev i byen. Han startede trdiver og var med til at spille så sendt som i 43, der hvor han arbejdede turde man ikke fyre ham, så ville hans butik blive fravalgt af alle.En af mine kammeraters far betalte en tømrer 250 kr, for at han kunne komme i lære.
Men vores mattematik lærer fik skaffet mig et job hos en jernhandler, hvor mit største arbejde var at køre varer ud til dem, der boede næsten i byen. Jeg kan huske, at jeg på en gang på en long cykel har kørt med både en iltflake og gasflaske eller 100 kilo karbid i en tønde samtidig lidt jernrør elle stangjern, som var 6 meter lange.
Så kom tyskerne til landet, de byggede ude ved Simons bakker, de skulle have tre af de lange rør, der var så tykke, at der kunne kun være en sf gagen på cyklen, så sagde jeg stop, nu ville jeg ikke mere, det lærte man jo ille noget af inden for kontorfaget.
Så arbede jeg i et gartneri, og jeg blev enig med mig selv, at det skulle jeg være. Uden problemer blev kontrakten skrevet fra første dag.
Det var kun på papiret, at vi var under loven. Først omkring 70 kom der styr på gartnerfagets uddannelse.
Jeg ved om det er sådan i dag men den gang skulle man være i lære i mindst 2 gartnerier. Der var begyndt at opstå gartnerier der kun havde en type planter, og det var et magert resultat at gå videre med.
Der var ingen gartnerier i Thisted, som jeg havde lyst til at være i, så jeg valgte lige som mange andre at søge til København. Der arbede jeg så fra 43 til 50, hvor jeg tog til sønderjylland. Noget af tiden boede man på gartnerierne med fuld kost og logi andre peroder på værelser en enkelt gang på et afholdshotel, der var flere værelser, men jeg mindes aldrig, at der boede nogen der, men der kan jo godt være et par handelsfolk, der boede der en nat. Jeg var jo kørt på arbejde inden de stod op, og skulle de ikke have noget at spise, så så vi dem jo ikke om aftenen.
Når man som ung dengang flyttede rundt, så hade man sin cykkel og en kuffert det gjalt både for gartnere og karle. I 48 købte jeg en dragkiste af en kollega, han var en af de utrolige mange, som ikke boede hjemme. Når de var komfirmeret skulle de have job og landbrug og gartneri var de eneste fag, som de kunne bo hos alle andre fag skulle de forsætte på en offent instituon af en eller anden art.

I 50 tog jeg til Sønderjylland i Bolderslev. Der havde jeg 15 månesr et godt liv både fritid og arbejde pludselig var det slut
Det første jeg gjorde dernede var at lave en masse udplantnings planter. De blev til min store forbavselse alle solgt.Næste år blev der et endnu flere, nogle af dem var solgt efter få dage, andre på lidt længere tid.

Jeg havde troet, at de havde købt en forretning, men nu vidste jeg, at de havde startet på bar bund ca. et år før jeg kom. Det første år blev jeg rost for mine planter. Næste år var der sure miner fordi de igen slap op.

VI dyrkede mange tidlige gulerødder, de blev sået den første dag efter nytår, hvor det var vejr til til det. Det ene år dukkede rækker op da sneen smeltede. Det er utrolig men den gang var der ikke noget der hed import. Vi solgte gem på GASA i åbenrå, vi fik næsten en krone for bundter med 5 gulerøder. timelønnen for en gartner var 3,13

Vi dyrkede et lille stykke med meget tidlige kartofle, vi startede opgravning ca. 25 maj. Mange af dem blev solgt også på GASA til mellem 5 og 6 kroner. Begge dele meget i lønnen den gang.
Vi havde godt et par tønder land på Koberg jord. Han havde bageri i måske et gammelt landbrug alle landbrug i byen hade sådan et stykke jord, landbyen var jo ikke udflyttet, de dev hver dag deres ud på græs.. Omkring året 50 gad han ikke have bageri, så han lukkede butiken. Butiken blev lavet om til frysehus, der kunne de nøjes med at have åben et par timer, det passede hans kone.

Ham selv begyndte at bage rugbrød til andre bager i omegnen, det behøvede han ikke gøre om søndagen.

Jeg synes, at det er forkert, at hans søn får æren for starten. Sønnen har godt nok bygget fabrikkerne, men det var altså faderen der startede.

Efter sønderjylland tog jeg til Fåborg. Det blev ikke til så lang tid, Jeg blev tilbudt gratis at komme på Breidablik en skole, som V U startede i 35 i vejen, men det gik hurtig op for dem, at der kunne de ikke lægge, det var svært at få politikere til at komme der. Efter ganske kort tid flyttede de til Holte. I løbet af vinteren kom der mange medlemmer af folketinget. Jeg gad vide om de fik noget for det, det var jo oså fra andre partier, det kan være at venstrefolk, så besøgte de de røde skoler. Da foråret kom skulle jeg jo finde et joj. Det blev i Nykøbing Sjælland, jeg havde ikke været der længe før jeg var klar over, at her var der ingen fremtid.Midt i juni mødte jeg min kone, som jeg nu har været sammen næsten hver dag siden bortset fra de 2 første uger.Jeg fik en stor overaskelse ca 3 uger efter, at vi mødtes var hun hjemme og spørge hendes mor, om hun måtte tage med hjem den 7 juli.
Hun ville gerne til hovedstaden, så vi blev enige om, at vi til foråret ville begge tage der ind.Pludselig kom de fra V U og ville have mig som rejsesekretær. Vi talte lidt om og jeg tog tilbudet for vinteren 52 til foråret 53.
Så havnede vi i hovedstaden, jeg syntes, at jeg havde fået en god kontrakt med en gartner, men jeg skulle nok have haft en rådgiver, vi var ikke særlig gode venner ret meget af tiden. Ingen af os ville dog afbryde kontrakten, for ligegyldig hvem, så kom der jo et juridisk slagsmål. Så jeg sagde op efter kontrakten første marst i 54 .
Så var det slut med at bo på kost og logi, jeg lrje et værelse og et par år arbede jeg i et par gartnerier.

Jeg boede kun på værelse et par måneder, så købte vi en grund med et træhus, vi boede der ulovligt som så mange andre, men det gjorde jo ikke noget, når vi var selvforsynede, hvis vi var dukket op på kommunen for at få hjælp, så ville de nok prøve at få os væk.jeg arbejdede det meste af et år så hos en anlægsgartner. Så manglede man en mand inde på Slotsholmen, de havde penge, de havde fået til nogle omlæninger, de skulle bruges i finansåret.
Det endte med, at jeg næsten var der i 10 år.
Grunden vi havde købt var jo meningen, at vi ville bygge på, men vi ville lige spare lidt op. Men vi opdagede, at prisen steg mindst lige så meget som vi sparede op, så det var med, at vi kom i gang. Vi skulle jo have statslån, der var jo nogle begrænsninger både pris og a ndre ting. Så der var jo enkelte ting, som vi selv måtte betale. Vi havde fået at vide, at vi ville få den i april kvartal, de nåede det lige den sidste dag i juni 56.Vi byggede selv, noget havde vi håndværker til, den gang var der ikke noget der hed sort arbejde.
Vi flyttede ind i 57, huset færdig med grund og det hele var ca. 7 årslønne, det kan man vist også bygge et bedre hus for i dag.

Vi nåede at få vores første barm i træhuset, det var meget besværlig vandhanen var nede ved vejen, og det var jo stofbleer.
Da huset var færdig skulle vi jo af med det hus der stod der.

Det bedste tilbud fik vi fra en T V forhandler, så det blev et T V i den dyre ende,, det kostede i butikkerne 3700,00 kroner det var mange penge den gang. Det var meget avangeret, der var F M i det, det var der jo ikke i almindlige radioer den gang. Det var indtil sidste år det dyreste T V jeg havde købt.

I næsten 10 år var jeg jo på Slotsholmen rundt omkring i de grønne områder. Der har je truffet mange interresante mennesker, der var en type mennesker vi aldrig talte med. Vi hørte jo under Boligministeriet personale der fra, de havde jo ikke samkvem med underordnede.

En dag mødte jeg en af mine gamle V U medlemmer, han havde jo haft en strålende karriere. Det var garanteret den første spinddoktor, det blev han ikke kaldt den gang. Da Erik Eriksen blev statsminister sad han i V U forretningsudvalg, han blev under stor festival i pressen hevet in som privatsekretær. Det var en stor ting, da Nyrup hentede en var det en skandale.

Han fortalte, at han jo nu skulle have et nyt job, den nye statsminister ville jo ikke have ham. så han kunne vælge og vrage mellem alle de stillinger der var. Han var havnet i boligministeriet i en stilling som automatisk bragte ham højere i løn.

Jeg har talt med mange ministre to skiller sig hel ud H. C. hansen og Baunsgård, de opsøgte os, når de så os. Især H. C. det var netop sådant, at vi lige før hans død lavede noget meget flot foran hans indgang, han glædede sig umådelig meget til at se det til foråret. det nåede han ikke.

Eiksens sekretær.

Det er jo helt mærkelig tredie og anden af hans efterkommer, også har har haft en strålende kariere i staten. De er jo tit på T V ideres job.

Vores hus steg jo meget i pris i 61 havde vi fået oliefyr, de første år kostede olie godt en ugeløn, men prisen faldt hvet år intil oliekrisen.

JEG bestemte at huset skulle sælges og vi skulle købe en landejendom. Jeg solgte det selv og hyrede en mægler til at hjælpe mig med slutsedelen.

Vi flyttede på landet og året egfter byggede vi et brivhus fik boret efter vand. Det viste sig at være dumt, men det var der ingen, der kunne vide. I starten gik jek jeg på arbejde det første år var der jo korn på marken, det krævede ikke meget arbejde. en dag i juli 67 jeg var på arbejde inde i Roskilde, min kone havde under stor besvær fundet frem til hvor jeg var Huset var brændt, jeg skulle komme hjem, en kammerat kørte mig hjem. Allerede oppe på vejen kunne jeg se, at huset var væk. Intet var tilbage, hverken papirer eller tøj. Min kone og de 2 mindste børn og mig havde ikke andet end det vi stod i. De 2 drenge var var hjemme hos min mor i Thisted.

Når jeg skrev, at det var uheldigt, at vi havde nået at bygge drivhus, så skyldtes det, at vi havde været bedre tjent med at hæve forsikrings pengene og sælge jorden. Så kunne vi købe en bedre landejendom.
I løbet af meget kort tid fik vi bygget et dejligt hus, varme i drivhuset. Vi havde nogle gode år en gang imellem masser af penge og andre tider smalkost. Efter et par gode år ca.70 mente vi, at vi turse gå i gang med udvidelse af gartneriet. Vi byggede et stort hus helt moderne alt var automatiseret. Det gik godt et par år, så blev vi ramt af en katastrofe, en af dem som sidst havde monteret ledninger havde løsnet nogle skruer og bare spændt dem, de skulle have været drejet i hak så taget blev holdt fast. En dag jeg gik derude så jeg pludselig flammer i et tråd, hvor gardinerne var samlet. Det viste sig, at et tykt islag ved taget havde løftet taget, således at ledningerne revnede, og tråden blev strømførende.Tusinder af planter døde, men nogle overlevede desværre, med Falck hjælpe blev de overlevende reddet. Det viste sig desværre at være en dårlig forretning. Jeg måtte i en af de koldeste vintre fyre for et drivhus, der ikke var fuld. De dræbte var forsikret. Jeg fik erstatning for dem, men der blev jo fratrukket alt arbejde med dem til salgstidspuntek. Det er muligt rimeligt, men ikke i et gartneri, hvor familien lavede alt arbejde.
På et tidspunk, skulle vi have belånt det vi havde bygget, jeg havde med min revisor aftalt med landbrugets kreditforening lånet, men banken skulle gøre det, de foreslog, at vi ventede med at sælge obligationerne. Det var sidste gang jeg lod en bankråder styre min økonomi. De foreslog, at jeg lånte pengene i udlandet, det var meget billiger, så skulle obligationer jigge som sikkerhe. Vi aftalte, at vi skulle vente, Det kunne jo være, at Anker Jørgensen devaluerede. Vi tog det rolig, en dag ringede han nu blev der nok ikke devalueret. En meget uheldig dag, jeg skrev under om formiddagen. Klokken 12,30 i radioavisen, Anker var i Irland kronen blev omgående devalueret. Det skete ikke efter børsen var lukket fredag, det skete et par dage før. På et par timer var min gæld forøget med 12% gennem årene steg renterne overalt. Så jeg valgte at give opi 84.Det har gennem årene naget mig, viste banken at der skulle devalures, når det pludselig skete, så var det fordi nogle havde fundet ud af det og begyndte at købe store mængder valuta. Kunne banken på en eller anden måde snyde mig, kunne de have solgt mine valuta senere på dagen-
Jeg vilde gerne, at jeg havde vist lidt mere om mine forfædre, men det er meget lidt. Jeg ved, at en af mine oldemødre var forlovet med højskole manden Kold. Hun elskede at danse, og det så han som syndig. De mødtes på en bakketop, og der tog de afsked. Hun gemte alle hans breve. Hun var jo nok kommet lidt op i årene, så hun kun ikke vrage mellem mændene. Det viste sig, at han var en drukkenboldt, så når han var ude for at drikke, såsad hun og læste de gamle breve. En dag kom han hjem og så det, de blev revet i stykker og smidt på gulvet. De blev samlet sammen og puttet i en pose. Jeg mener, at min mor fik dem og lovede at putte dem i hendes kiste. Min mor har fortalt mig, at hun gjorde det.
Jeg ved lidt om mine bedsteforældre . Min mors mor levede næsten til jeg blev født. Hun fik et beskeden beløb fra sognerådet. De måtte jo efter sociale lovene fra begyndels af halvfemserne give lidt til folk, som vsr uberygtet og aldrig fået fattighjælp. Hu fit fda ca. 1920 til sin død 25,00 kr. om måneden.
Hendes mand ved jeg en del om fra hans første 18 år.
Hans mor var en af de rige Nordentofter, som ejede gårde og godsr flere steder ilandet. når sådan en datter skulle have barn i utide, jeg tror slet ikke hun var fra Thy, men det var et godt sted at gemme hende. Hun har sikkert født drengen c. 1840 på en gård i thy. Jeg tror, at hun har ammet det et stykke tid, ellers har han ikke levet. En elller andet bragte ham til klitmøller, jeg er sikker på, at hun ikke vidste, hvor hendes dreng var. Han blev først døbt i klitmøller, han fik efternavnet Klitmøller, så han er ophav til alle de klitmøllere som eksisistere. Han har sikker gået i skole i Klitmøller. Da han kom ud af skolen blev han karl hos en morbror. Da han fyldte 18 bad han om sin skudsmålsbog og ville rejse. Hans morbror skrev i bogen. Han har forladt sin plads hos morbror midt i høsttravlheden. Denne bog har min mor afleveret på Thisted Museum, så den er forhåbentlig gemt for altid.
Min fars far har jeg aldrig kendt. Jeg ved godt der er andre der hedderMorsing, men han tog sikkert navnet fordi, det blev han kaldt.
Hans mor havde en kummerlig tid efter hans død. Hun boede hos hendes børn, hun havde født 12 og elleve var levende. Når de var træt af hende, så købte de en togbillet og sendte hende til en af de andre. Jeg har tit tænk på, hvad gjorde hun, når hun stod af toget. de boede jo ikke allesammmrn ved siden af stationen. Min mor sagde, at med årene blev hendes medbragte ting til færre.
Hun var uheldigt at være det forkerte sted, da cociallloven kom. Et frygtelig gerrig familie. Nu kunne hun jo få aldersrente, så kunne hun jo godt blive der. Vi besøgte hende tit, da det lakkede mod enden, var vi en deroppe hver dag. En eller anden fik sendt et præst op til hende. Det skulle ikke undre mig om det var den stærk inre misionske præst. Han spurgte hende en dag, om der var noget hun var ked af. hun svarede jeg kan ikke se kortene mere.Hun døde som 83 årige, jeg kan ikke huske, at vi var med. Det er sidste begrvelser i min familie, hvor børnene ikke var med. .
VENLIG HILSEN KAJ.